Da far døde...

Da far døde… Status i dag.

Jeg var en ung, umoden purk på 17 år da min far stoppede med at trække vejret. Igår skrev jeg om det her på bloggen.

Idag er jeg 32 år, så det er over 15 år siden min far døde. Jeg har næsten levet lige så lang tid uden ham, som jeg har levet med ham. Det er ret underligt.

Der er ingen tvivl om, at det at miste en så tæt relation i en ung alder er svært. Svært at håndtere. Svært at forstå. Svært at bearbejde. Det er bare… Svært!

Jeg kendte kun min far da jeg var barn og ung. I dag er jeg voksen. Jeg er selv far! Der er mange tanker jeg godt gad vende med ham. Mand til mand, voksen til voksen.

At tabe en forælder som ung er et tab som kun os der har prøvet det forstår. Som ung er man selv hamrende hormonel og fuld af følelser. Smid så en stor livsændring oveni, og man har et menneske spækket med følelser det ikke selv forstår. Og så er der ens omgivelser! Alle vil gerne hjælpe og støtte. Min familie, særligt min mor, farmor og farbror var gode. Nogle venner gjorde det også godt. Men der var også venner og bekendte som skuffede mig. Der var folk som ikke turde sige noget. Og dén oplevelse har lært mig at man ALTID skal sige noget til folk som har mistet. Eller bare sende en sms. Det er altid bedre at gøre noget, end at lade være.

17 år var jeg. En alder som ellers er tid for fest, kæresteri, afprøve øl og alkohol med vennerne. Men åbenbart også et dødsfald…

Status i dag er, at jeg på nogle områder er kommet videre… På andre er jeg slet ikke. Det fylder ikke i min hverdag og tanker. Men det har været med til at forme det menneske jeg er. På godt og ondt. Så det fylder alligevel. Sådan er det med disse hårde livsoplevelser de danner os, udruster os med erfaring.

Min fars død var konsekvensen af et hårdt levet liv. Men savnet til ham viser at han var elskelig og kærlig. Folk kunne lide ham. Folk elskede ham. Det gjorde jeg også. Det gør jeg stadig. Og jeg tror på at vi mødes igen deroppe. Jeg tror jeg ser ham igen. Så skal vi have den voksen snak jeg mangler 😊

Mand til mand.

Far til søn … ♥🙏

Digitalt kram fra Barnligfar

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Da far døde...