Ole lukkeøje, gør dit job!

Da far døde…

Da jeg lige var blevet 17 år havde jeg ligesom mange andre på min alder, et bekrymringsfrit teenageliv, hvor mit største problem var hvilken slags voks jeg skulle proppe i mit Søren Rasted strithår.🙎🏼‍♂️

Jeg gik på efterskole og det i sig selv var et år som modnede mig og udrustede mig til voksenlivet. 👨🏻Men det år skete der noget som satte et dybere spor end andre ting.👣
Faktisk et af de støste spor i den identitetsdannelse som præger et menneske på vej mod voksenlivet.

Min far døde…

Min far havde levet et hårdt liv, hvor narko havde været en lidt for god ven.
Mine forældre var ikke sammen, så jeg havde ikke et hverdagsforhold til ham. Men han var trods alt min far…
Faktisk var han et rigtig godt menneske, med hjertet på absolut rette sted 💙

Hver gang jeg fortæller folk hvem min far er, lyser de op i et smil og fortæller sjove og gode historier om ham. Han var et storsindet menneske, som desværre mødte et af livets hårde udfordringer i stofferne.

At min far døde blev selvfølgelig en
stor ting for mig. Og for min omverden.
Nogle gange syntes jeg at folk ikke snakkede nok om det… Andre gange talte de for meget om det!
Nogle 17 årige er modne og kan håndtere voksensituationer. Sådan en 17 årig var jeg ikke. Men det blev jeg!
Denne “begivenhed” var med til at forme og danne mig.

Det mærkelige er at min far og jeg fik et super godt forhold til hinanden efter hans død!
Jeg “tilgav” mange af de skuffelser jeg havde oplevet qua hans liv med stoffer.
Men som jeg skrev: udover stofferne var han virkelig et fantastisk menneske.

Jeg oplevede engang, mens han var i live, at være så sur og vred på ham at jeg skældte ham uretfærdig meget ud. Og han tacklede det med ro, elegance og tålmodighed. Han sagde at han forstod mig og min vrede og han var klar til at snakke når jeg var klar. Men jeg nåede det aldrig… For noget tid senere døde han.

At vi aldrig blev forsonet i livet efter mit vredesudbrud satte dybe spor. Meget.
Det har været med til at præge de relationer jeg har haft i mit liv. Jeg kunne ikke tackle konflikter, fordi jeg frygtede folk skulle dø!

Jeg har stadig svært ved konflikter, men far viste mig hvordan man skal agere i sådanne situationer; med ro, elegance og tålmodighed. Jeg kan desværre ikke prale med at jeg mestre dette. Men jeg prøver. Mange mennesker er dårlige til dette. Men min far kunne!

Hans død har været med i min identitetsdannelse.
Hans gode hjerte og personlighed er blevet en inspiration. Idag har jeg ikke kun tilgivet ham. Jeg er også stolt af ham.

Han levede et hårdt liv, men han indeholdt en godhed og kærlighed som mange “almindelige” mennesker kunne lære noget af.
Og dét fylder mere end stofferne.

Det her indlæg er selvfølgelig en hyldest til ham. Til min far.
For selv om han er borte, så lever minderne og hans ånd 💙

Digitalt kram fra Barnligfar

Følg Barnligfar her: http://www.facebook.com/barnligfar.dk

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ole lukkeøje, gør dit job!